Federal Reserves rentestyringssystem (del II) — Introduktion til renten på overskydende reserver

I den forrige artikel gennemgik vi Federal Reserves rentekorridorsystem før finanskrisen i 2008 ("En detaljeret forklaring af Federal Reserves rentekontrolsystem (del I)"). På det tidspunkt, på grund af den begrænsedeReserversom bankerne holdt i Federal Reserve, brugte Fed diskonteringsvinduets rente som den øvre grænse og åbne markedsoperationer til at kontrollere den nedre grænse.

Efter finanskrisen i 2008 implementerede Federal Reserve imidlertid kvantitative lempelser i stor skala, hvilket øgede markedslikviditeten betydeligt og gjorde rentekorridorsystemet ineffektivt. For at imødegå denne situation introducerede Federal Reserve ordningen for renter på udefrakommende aktiver.DISSEs Reserver (IOER) i 2008 som den nye nedre grænse for renter. Denne artikel vil analysere dette politiske skift i detaljer og dets indvirkning på rentestyringssystemet.

Indførelse af renter på overskydende reserver (IOER)

IOER refererer til den rente, som Federal Reserve betaler af den del af bankreserverne, der overstiger de krævede reserver. Før 2008 betalte Federal Reserve ikke renter af bankindskud, hvilket resulterede i en ineffektiv nedre grænse for den amerikanske rentekorridor, men i stedet forlod sig på åbne markedsoperationer til at kontrollere markedsrenterne. Den hidtil usete likviditetsoverflod, som finanskrisen forårsagede, underminerede imidlertid effektiviteten af ​​åbne markedsoperationer alvorligt, hvilket fik markedsrenterne til at falde kraftigt.

For at imødegå dette introducerede Federal Reserve IOER i oktober 2008 med det formål at begrænse faldet i markedsrenterne ved at betale renter til bankerne. Når de renter, som bankerne kunne opnå på markedet, faldt til under IOER, var de mere tilbøjelige til at indsætte deres overskydende midler hos Federal Reserve og derved fastholde markedsrenterne over IOER-niveauet.

Skiftet af IOER: Fra nedre grænseværktøj til øvre grænseværktøj

Selvom denne foranstaltning i starten lykkedes med at bremse den nedadgående tendens i renten, blev det tydeligt, at ikke-bankmæssige finansielle institutioner, som havde store mængder kontanter og ikke direkte kunne anvende IOER, fortsatte med at presse markedsrenterne ned og i sidste ende brød IOER-bunden.

Interessant nok opdagede Federal Reserve, at i et miljø med ekstrem likviditet begyndte IOER at fungere som en øvre grænse for renten. Når markedet var oversvømmet med midler, og bankernes reservebeholdninger i Federal Reserve steg kraftigt, steg markedsrenterne. Bankerne trak reserver ud af Federal Reserve og lånte dem ud til højere markedsrenter, hvilket fik markedsrenterne til at falde tilbage til under IOER.

Dette fænomen viste, at IOER's rolle som et værktøj til den nedre grænse blev svækket under forhold med rigelig likviditet, men den overtog utilsigtet rollen som en øvre grænse for renten. I december 2008 justerede Federal Reserve rentemålet for den føderale fondsrente til 0-0,25 % og satte IOER til den øvre grænse for dette interval, hvilket yderligere bekræftede IOER's nye funktion som en øvre grænse inden for rentekorridoren.

Logikken bag rentestyring midt i overflod af likviditet

Da bankernes reservebeholdninger i Federal Reserve steg voldsomt fra omkring 10 milliarder dollars før 2008 til 800 milliarder dollars i begyndelsen af ​​2009 og endda nåede 3 billioner dollars i de efterfølgende år, ændrede logikken bag renteregulering sig fundamentalt.

Under normale reserveniveauer kunne IOER effektivt fungere som en nedre grænse for renten. I et scenarie med overdreven markedslikviditet var IOER's effekt på at dæmpe rentefald dog begrænset.

Når markedsrenterne oversteg den samlede rente (IOER), ville bankerne hæve reserver fra Federal Reserve og låne dem ud til højere markedsrenter, hvilket øgede markedsmidlerne og fik renterne til at falde. Denne mekanisme omdannede gradvist den samlede rente (IOER) til et øvre grænseværktøj for renter, mens den traditionelle diskonteringsrente mistede sin dominerende rolle i rentekontrollen.

Markedspåvirkning af IOER: En analogi med svinekødsmarkedet

For at forklare dette skift tydeligt kan man betragte en analogi med "svinekødsmarkedet": Antag, at en svinekødsfabrik sætter en øvre prisgrænse for svinekød på 20 yuan og kontrollerer priserne gennem markedsudbuddet. Når markedsudbuddet er for stort, falder svinekødspriserne, men fabrikken køber svinekød tilbage fra bestemte leverandører til 10 yuan. Markedsudbuddet forbliver dog overvældende, hvilket får priserne til at fortsætte med at falde og til sidst overskride 10 yuan-grænsen.

Efterfølgende stiger svinekødspriserne igen, men uanset markedsudsving overstiger priserne aldrig 10 yuan. Årsagen er, at når priserne overstiger 10 yuan, trækker svinekødsleverandører tidligere opbevaret svinekød ud af fabrikken og sælger det til højere priser, hvilket stabiliserer priserne. Dette minder om IOER's rolle på finansmarkederne: Når markedsrenterne stiger over IOER, trækker bankerne reserver ud af Federal Reserve og låner dem ud til højere renter, hvilket i sidste ende presser renten ned igen til IOER-niveauet.

Konklusion

Indførelsen af ​​​​renten på overskydende reserver, der oprindeligt var tænkt som et værktøj til at regulere den nedre grænse inden for rentekorridoren, overtog gradvist funktionen af ​​​​en øvre grænse midt i overdreven markedslikviditet. Dette skift afspejler ikke kun den omfattende indvirkning af finanskrisen på pengepolitikken, men markerer også Federal Reserves tilpasning og tilpasning til rentestyringen i den nye normal.